Betydning af tilknytning for udvikling af psykiske vanskeligheder

Ideen om, at kvaliteten eller organiseringen af tilknytning i den tidlige spædbarnsalder og barndom kan have implikationer på barnets senere udvikling og trivsel samt mentale sundhed, er et af tilknytningsteoriens mest velkendte områder. Vi ved i dag, at særlige typer af tilknytningsmønster kan have alvorlige konsekvenser for barnets fremtidige udvikling af psykopatologi. Undersøgelser peger fx på, at børn med et utrygt- og/ desorganiseret tilknytningsmønster har forhøjet risiko for at udvikle vanskeligheder, der kan komme til udtryk ved det, som vi kalder eksternaliserende symptomer. Eksternaliserende symptomer kan fx udtrykke sig ved, at barnet fremstår med nedsat impulskontrol, udadreagerende adfærd og antisocial adfærd. Børns tilknytningsvanskeligheder kan også komme til udtryk som internaliserende symptomer, såsom fx angst og depression. Ofte ser man endvidere at børn med tilknytningsvanskeligheder er i højere risiko for at udvikle adfærdsproblemer, og at disse problemer hos barnet ofte forværres jo ældre barnet bliver.

Hvorfor er dette vigtigt? Jamen, det fortæller os, at graden af omsorg, stimulering samt støtte og tilknytning mellem barnet og forældrene i de tidlige år spiller en stor og vigtig rolle for barnets udvikling eller fejludvikling. Barnets relationelle miljø lægger således et fundament for barnets fremtid allerede i den helt tidlige alder, og vi ved i dag at spædbørns tilknytningsmønster er en vigtig prædiktor for barnets senere socio-emotionelle og kognitive udvikling eller fejludvikling. Derfor bør der altid være fokus på tidlig indsats ift. børn i familier, hvor der allerede er udviklet eller hvor der er en risiko for udvikling af tilknytningsvanskeligheder.

Et program som specifikt er udviklet til at fremme en god og tryg tilknytning mellem barn og omsorgsperson er behandlingsmetoden The Circle of Security (COS). Metoden er oprindeligt udviklet i USA i slutningen af 1990’erne og er siden blevet videreudviklet i flere forskellige versioner blandt andet i udgaven COS Parenting (COS-P), hvilket jeg også er uddannet som behandler i. Du kan læse mere om COS-P programmet på Socialstyrelsens hjemmeside her.

Jeg laver også tilknytningsundersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser, som bl.a. har til formål at undersøge tilknytningen mellem barnet og dets omsorgspersoner. Det kan du læse mere om her.

Hvad skal det egentligt hedde? Forældrekompetence? Eller?

Forældrekompetence er et begreb, som til alle tider har været vanskeligt at definere, og som gennem årene har været igennem en del debat både i Danmark og i andre dele af verden. I en artikelrække i PsykologNyt fra 1997 debatteres såvel terminologi som indhold og ansvars/rollefordeling, når det kommer til definitionen, forståelsen og undersøgelsen af forældrefunktion. I de nævnte artikler benyttes begreber som forældreevne, forældrekompetence, omsorgskompetence, forældreressource og familieundersøgelse (Leonhardt & Thorn, 1997; Madsen, 1997; Meinild, 1997; Pallesgård & Larsen, 1997; Rasborg, 1997; Rothe, 1997; Schwartz, 1997; Surland & Nielsen, 1997a, 1997b). Et kig på terminologien i dagens Danmark anno 2019 vidner stadig om en vis form for begrebsusikkerhed i definitionen.

Man kan argumentere for at forældrekompetence aldrig kan blive et dækkende begreb, da det ikke udelukkende er forældrene, der er genstand for undersøgelsen. Det er ligeledes barnet og den relation og det samspil som udspiller sig og udvikler sig mellem dem. Vurdering af forældrekompetence kan derfor aldrig blive en objektiv sandhed. På den ene side eksisterer der ikke en ensartet standard, som kan måles og sammenlignes (Budd, 2005), og på den anden side kan en vurdering af forældrekompetence ikke med sikkerhed forudse fremtidig adfærd (Wolf & Peregoy, 2003).

I vurderingen af forældrekompetenceundersøgelsen skal fokus ikke være på familiens optimale funktionsniveau, men i forhold til om familien kan fungere på et tilstrækkeligt niveau til at sikre barnet adgang til den nødvendige omsorg og trivsel (Schacht, 2011). Winnicot beskriver ”den gode nok” forælder, som en forælder der aktivt tilpasser sig barnets behov (Winnicott, 1987). I forståelsen af hvad der er godt nok, er det relevant at benytte sig af et teoretisk grundlag med fokus på det multi-komplekse system, som barn og forælder er en del af og som gensidigt påvirker hinanden. Med andre ord handler det ikke om, at give familien en deskriptiv diagnose, men at forstå familien i en proces uanfægtet, hvad man kalder undersøgelsen (Schacht, 2011). En forældrekompetenceundersøgelse kan i bedste fald være medvirkende til at beskrive forældrenes funktionsniveau som forældre i henhold til et eller flere børn. Den kan give en forklaring på mulige årsager til problematisk adfærd eller mangelfuld omsorg og eventuelle udviklingspotentialer. Den kan hjælpe til at identificere de personspecifikke eller de kontekstuelle faktorer som kan give forklaring på den problematiske adfærd og udviklingsmæssige udfordringer i relation til forældrenes funktionsniveau. Ikke mindst kan den medvirke til at anbefale støtteforanstaltninger til gavn for forældrene og barnets udviklingsmuligheder (Budd, 2005). Dermed bliver det mindre relevant, hvad man kalder undersøgelsen, og mere relevant, hvilket opdrag undersøgelsen foranlediges på. Det er derfor yderst vigtigt, at man som opdragsgiver (sagsbehandler på sagen) gør sig bevidst om, hvad man ønsker at undersøgelsen skal kunne vise. Hvis det skulle have interesse kan du læse mere om det gode opdrag her.