Har forældre ret til samvær med deres børn, hvis de har udsat dem for traumer såsom vold, overgreb, omsorgssvigt el.? Det kan det opleves, at retten siger ja til.
I disse sager argumenteres der ofte fra forældrenes perspektiv, at det gode samvær kan virke reparerende for de traumer som barnet har oplevet.
Det kan omvendt argumenteres, at barnet ikke bør have samvær med forældrene, fordi det destabiliserer barnets funktion. Desuden bringer traumepåmindelsen i samværet barnet uden for tolerancevinduet, hvilket resulterer i, at barnet reagerer med voldsom uro, søvnproblemer, adfærdsvanskeligheder etc. både inden og efter samværet – noget som fx plejefamilier oplever som en stor udfordring.
Der er nemlig en markant risiko for re-traumatisering hos barnet ved samvær i vanrøgtssager. Men hvad gør man så når der lovgivningsmæssigt peges på, at der skal være samvær mellem forældrene og barnet?
En dygtig norsk kollega peger på at der principielt bør skelnes mellem ”juridisk samvær” og ”behandlingssamvær”, hvor der i stedet for klassisk samvær fastsættes møder mellem barnet og forældrene i en terapeutisk kontekst som en sikring mod re-traumatisering.
Jeg vil anbefale alle, som arbejder med dette felt at læse nedenstående artikel:
https://psykologtidsskriftet.no/debatt/2019/07/vurdering-av-samvaer-traumatiserte-barn?sfns=mo